RUSTEN HJEMTUR
Klokken er halv fem om morgenen, da jeg kryber ud fra en københavnsk natklub, der rimer på ost.
Min krop ønsker kun en ting, og det er at tumle smertefrit hjem på min cykel. Pludselig bliver jeg dunket ud af min beduggede tilstand: En spadser har låst sin cykel fast til min. Jeg er træt. Jeg er stiv og jeg hader den idiot, der har låst sit gamle skammel af en herrecykel fast til min, MED EN KRYPTONITLÅS!
Mit eneste ønske er ødelagt. Jeg forbander det højlydt og sværger gerningsmanden til at æde ondere lort, end det der findes i djævlens tarmgange. “Hvor dum har man lov til at være?” råber jeg mod stjernerne, mens to stive jyder solidarisk prøver at hjælpe. De bander låsenaren til “one week in Gulack…” Deres bøvede forsøg hjælper lidt. En humoristisk attityde er nok den eneste rigtige måde at takle situationen på, tænker jeg og tyr til handling. Jeg stavrer ind i 7eleven på hjørnet, og spørger om de har en knivtang. Den unge tyrkiske ekspedient ser nervøst på mig i skæret fra de skrigende lystoprør. Nogle teenagepiger på hans alder fniser bag ved mig.
“Vi har ikke nogen værktøjskasse, desværre!”, smiler han og kigger mod indgangen, som om det ville få mig til at forsvinde hurtigere. Han er tydeligvis uerfaren i disciplinen. Hvordan du håndterer stive piger med blodtørst. Det stod ikke i nattevagt-manualen.
Jeg prøver den lille døgnkiosk ved siden af. Jeg hader alligevel 7eleven med alle deres overpriser og masseproducerede amerikansk importerede plastiklort og to pølsehorn for en tyver. “Som om jeg ville have taget deres knivtang, hvis de havde haft en.” mumler jeg.
Den arabisk udseende kioskmand kigger genert og ligeledes hjælpeløst på mig. Han har heller ikke noget værktøj. Ikke engang et gængs brækjern, vor herre bevares!
Jeg går tilbage til cyklen og sparker til kryptonitlåsen. Kioskmanden glor nysgerrigt i døråbningen. Han har ikke travlt, fordi alle nattekunderne står og æder hapsdogs inde i 7-i-fucking-eleven. Låsen rykker sig ikke en tomme. De to jyder står stadig og savler bøvet over mig. Gad vide om de overvejer hvordan de kan vende mit uheld til et trekants orgie hjemme hos dem. ‘Dream on boys…’ Der er sku langt fra ‘Bad Luck’ til 3mandsfuck!
Jeg overvejer at vente på låse-naren og slå ham ned verbalt, så han aldrig vover at begå samme stupide fejltagelse igen. NOGENSINDE. Men jeg er i fyringslinien for desperate mænd med sex-æggeure, der kimer uafbrudt ved synet af en stillestående pige. Efter tre omsonste bejlerforsøg, et par nat-the-invitationer og en lakridspibe, bestemmer jeg mig for at tage en taxa hjem.
Næste morgen da jeg sent på eftermiddagen henter min cykel, er den heldigvis låst fri. Jeg bliver let om hjertet og der sker noget mærkeligt. Jeg får en næsten sommerfugleagtig fornemmelse af lykke i maven. Jeg tilgiver sku cykel-spadseren. Han vidste sikkert ikke, hvad han foretog sig. Eller måske er det fordi det er ved at blive sommer. Jeg hopper op på cyklen og sætter af med et smil hængende om halsen. Jeg håber sku han havde en behagelig hjemtur. Bare fordi jeg fik en tarvelig ende på min aften, behøves han jo heller ikke at skulle have det. Jeg vil se det positive i de ting, der nu engang sker, og glæde mig over den store sammenhæng. Er det ikke bedre at kun en person, får en dårlig hjemtur end to personer?
Jeg kender mange der uden omtanke ville have piftet dækkene, dolket sadlen og skrevet idiot henover cykelstangen, uden at tænke to gange over det. Men jeg tilgiver dig. Jeg sætter oven i købet pris på den anderledes hjemtur fra byen, jeg fik som følge af din dumhed. Mit hjerte er stort nok til os begge to. Så tak! Og selv tak, din cykel-spadser, hvem du så end er.
©2005 Marie Mamonia
