Marie Mamonia kan bookes til digtoplæsninger, foredrag og Poetry Slam i Danmark.
Nogle gange flyder jeg bare med
med livet
med dagen
timen
minuttet
sangen
snakken
følelsen.
Nogle gange flyder jeg bare med
og jeg ved ikke en gang hvorhen
jeg flyder bare med.
Det bliver jeg nødt til
jeg er bundet af det.
Ske det der ske vil.
Jeg er her
du er der
jeg flyder
jeg er på rejse
– gennemrejse
til ukendte dimensioner
og på visit i velkendte kvarterer.
Jeg er et flygtigt blad i blæstens hu
underlagt dens spøgfuldheder.
Jeg driver som dråben på en istap
vilkårligt ned
konstant på vej
glad i bevægelsen
flydende igennem isen
luften
substansen
jorden
indtil jeg rammer havets overflade
og i et glimt af et sekund
bliver jeg ét med alt omkring mig
jeg er der.
Og så flyder jeg bare med.
Nogle gange kan man jo starte med sig selv
ja ja den gode gamle klassiker,
se dig selv i spejlet og smile.
Ikke fordi du er narcissist
og selvoptaget, som de skriver i medierne
man er, bare fordi man har en profil
på facebook.
Nej, smil fordi du er en ener
smil fordi, du ved, at du lever
og det er sgu et mirakel
(der er så mange ting der kunne have gået galt).
Hvis min far fx var faldet til højre
i stedet for til venstre i sin brandert
på en Ølejr i starten af 70erne
så havde jeg måske ik’ stået her
med mit fine tandsæt
og blottet tænder.
Så smil
fordi der ikke er nogen,
der smiler ligesom dig.
Fred være med dig
og dit smil
eller tag med en tur i tivoli
i aften,
der er fest.
Let’s get lost
i tivoli med
sne krystaller
og fremmede hænder
tuborgslotte
og fjerne beatbokse.
Og jeg har hullahopkjole på
og mine stiletter
sejler henover isen
og jeg vil kastes op
i himlen i nat
som et romerlys
og rystes i pink
og grøn
ud over al cementen
og slå gnister
på forlystelsernes metal
som en glimtende
stjernekaster.
MEN
det går ikke
for hva´
vil du ikke sige
og pigerne råber
allerede fra deres
bagagesæder.
Og nu er øjeblikket
forbi
og tivoli lukker.
Og nogle gange undrer det mig
hvorfor du altid holder lidt igen
du er jo en fortaler for nuet
er det ikke lidt inkonsekvent...
Nej, nej jeg er bare omhyggelig
og påpasselig med min dyd.
Den bliver let skræmt
ned i posen.
Den frygter at blive skændet
ind i et ubehageligt rum
af uforstående hænder
den er jo meget fin
og ren
og uskyldig.
Derfor er der kun ganske få
der må få.
– Igen – fordi det er måden
man gør det på,
der tæller.
Ellers ender man bare med
misforståelser.
Og det er nu engang
så trættende
at blive misforstået.
Og det er nu engang
så smukt
at blive elsket af én
med både hud, hår og svedrander.
Dine store lyseblå lysekroner
dingler over mig som forbudte
frugter i livets have.
Kulørte lamper
med et skær af forlegen nøgenhed
og dynen lugter af modne figner.
dine kropshår danner herlige
krusedullemønstre på det hvide lagen.
Jeg bevæger mig med en snegls langsomhed
op af lysforsyningens hovedkabler.
Hvilken glans, sikke du stråler
min fun de lis de l’amour.
Og nogle gange står man midt
i byen på en bar
med store flotte lysekroner
og bliver rasende.
Rasende over basale
bagateller...
Hvis du synes
jeg bliver rød i bolden
og har svedrander ned til knæene
så er det ikke fordi, jeg er utilpas;
JEG ER BARE I KONTAKT
MED MIN URKVINDE!
Og nogle gange kan det være meget krævende
at være i kontakt med sin urKvinde
i dagens Danmark... eller rettere København
Jeg er jo københavner med kæmpe K
K som Kvinde
i Kødbyen
der ordner regnskab
på Karrierre bar
og går på Kunstudstillinger
åh, Kunstudstillinger.
Når man har blottet sine patter
i hyldest til Janis Joplin
og kommet i splintrende lykke
til Hey Joe i en rus af double Zero
Så skal der sku mere til at vinde mig over
end en tam sms-besked
fra en popdreng i en sportsbutik
Vorherre bevares
hvor skal man starte?
I mosen mødte jeg en dag en frø
Hvad er du bange for spurgte den, helt uskyldigt
og slikkede mig på armen.
Jeg kiggede op på stjernerne
og tænkte over det, mens den slugte en flue.
Hvad er jeg virkelig bange for?
Skulle jeg sige det hele.
Fortælle den om alle de ting, der skræmmer mig.
Om de farlige bjørne med de skarpe tænder og lange klør
om at jeg frygter at tabe håret, gå på cafe og gå ind i en dør.
Skal jeg sige at jeg er bange for, hvad i morgen bringer,
det uforudsigelige ved livet, som når en bombe springer.
Skal jeg fortælle, at jeg frygter det monotone og det mondæne
at blive grå og kedelig og aldrig få blå mærker på knæene.
Skal jeg fortælle om angsten for at miste dem, jeg holder af,
og vise min partner, hvad jeg godt vil ha’.
At jeg er bange for at spilde tiden, jeg frygter meningsløshed,
tomme løfter og løgne,
At jeg er bange for pædofile præster og folk med røde øjne.
Skal jeg sige at jeg er bange for tæthed – for at åbne helt op
At jeg er bange for ikke at vide hvornår man siger stop.
Og edderkopper.
Store fede lodne edderkopper, der fimrer med benene og springer
at jeg er bange for buksevand, hungersnød, diktatur og rædselsregimer.
Jeg frygter at ørentviste, ska’ kravle ind i øret
og at jeg er bange for at tage røret,
når jeg ikke ved hvem der ringer,
ligesom folk på coke når de skærer tænder.
– Og jeg er bange for ikke at vide, hvor jeg skal gøre af mine hænder!
Skal jeg fortælle at jeg frygter at mit indre barn forlader mig
og flytter på landet,
Jeg er bange for at indset at jeg er fødeklar nu,
og ikke er bygget til andet.
Jeg frygter at leve uden at gøre en forskel,
for tænk engang at blive begravet i et tomt kapel.
Pludselig kan jeg høre på frøens utålmodige kvæk
at den venter på mit svar.
Og på mindre et ét sekund står hele labyrinten af rædsel klar:
Jeg er bange for at dette ord, skal blive mit sidste.
Copyright 2008 Marie Mamonia
