BUKSERNE PÅ MARGRETHE!
Hendes kongelige røghed.
Undskyld jeg mener, hendes majstatelige røgelighed.
Nej hendes høje røghed.
Nej selvfølgelig, hendes røgelige majstat.
Okay det var satans. Glem det,
Margrethe!
Jeg vil bare lige høre dig angående noget meget presserende.
Forstår du, der er noget jeg ikke helt forstår. Måske du kunne hjælpe mig med en afklaring.
Du er jo højest stående fruentimmer her i landet. Landets førende buks.
Måske du ku’ sige mig om det kan passe, at man skal tage bukserne på,
før MAN kan tage dem af.
Og betyder det, at man også skal have haft bukserne af, for at have bukserne på?
Bukserne siger så meget om så lidt, og så alligevel så lidt om så meget.
For hvis MAN ingen bukser har på, så siger det jo alt.
Og hvis man er den, der har bukserne på, så siger MAN alt.
Meningen med bukserne kan ikke undervurderes.
Mange en buks har sagt mangen en ting i tidernes løb.
De har været magtklare og stift presset til at nedlægge kontinenter, de har været bløde og flagrende og klar til elskov hvert øjeblik, de har været generte og sky og gået i et med tapetet i flere årtier, de har været frække og kække og provokerende og gået i klench med asfalt og politi. De har både betydet frigørelse og undertrykkelse, hjemmehygge og sløseri, akrobatisk aktivitet, tantrisk sex og drenget tøseri.
De har været lavet af linnen, kanvas, cowboystof, og latex, for ikke at nævne gummi, velour, blonder og nylonstof med refleks.
De har været af og på, oppe og nede.
Men overvurderes skal de nu heller ikke, i og med det er buksens ejermand, der påfører dem mening i sidste ende. Og hvis enden er god er alting godt.
Men lad os nu hoppe direkte tilbage til essensen i buksebenene.
Det er selvfølgelig det kød, der bærer bukserne rundt, som giver dem mening.
Sidder rådenskabet i sulet er der ikke noget at sige til at flæsket smager fælt.
Altså hvis sjælen i buksebenet er nederdrægtigt, da kan det ofte ikke kamufleres så pænt.
Der er så mange aspekter, der skal tages i betragtning få at slå det hele fast, Margrethe.
Men det er trods alt begrænset, hvor meget bukserne skal have skylden for.
Hvad enten meningen med bukserne nu er raget klar eller uklar,
så udsender bukserne altså signaler!
Et væld af buksesignaler... Der kræver vores opmærksomhed.
Skriger om vores øjenkast, hyler på måling, hvæser efter et anerkendende nik.
Er vi lave nok i taljen? Er vi faste nok omkring enden, er vores hængerøv og stumpeben gode nok? Er vi faste nok og rene nok? Er vi for tykke eller tynde i stoffet og hvilken forskel gør det. Er vi blå nok og hvide nok.
Er vi umoderne trompeter i en gammel sang, eller er vi wannabes i en tight jeans last-season trend-trædemølledam? Hvad er vi, hvad er vi, Margrethe?
Jeg mener bare har jeg bukserne på..?
Og hvorfor er det egentlig lige at du altid går med kjole?
©2005 Marie Mamonia
